Logo Torvedage i Vejby

Historien om Torvedage i Vejby


I 2011 fik Pernille en dejlig have fyldt med blomster i Vejby, og tænkte, at det kunne da være pragtfuldt, at kunne ha’ sin egen blomsterbiks på en lokal torvedag. Hun såede et frø og fik samlet en lille flok, der også synes det kunne være sjovt at sælge ud af eget overskud af grønt fra haven, håndarbejde, kunsthåndværk og andre lokale, hjemmegjorte og lækre varer.>

Information hvis du vil være stadeholder


Alle er velkomne til at komme med hjemmeproducerede og/eller lokale varer. Vores slogan er Lokalt produceret - lokalt solgt! Det sætter vi højt og det er vores pejlemærke. Vi er også interesseret i at støtte lokalt iværksætteri og alm. foretagsomhed, så tag en snak med os, hvis du tilbyder noget, som ikke helt svarer til vores slogan.
Din stand skal ikke fylde meget mere end 1-2 mindre borde eller max. en almindelig teltpavillon. Lopper er velkomne - enten som mindre supplement til hjemmeproducerede varer eller som selvstændig stand i loppeområdet.
Det koster 25 kr. pr. gang at deltage på Torvedage i Vejby. Beløbet opkræves på dagen og der kan betales kontant eller med MobilePay.

Vi ønsker at skabe et hyggeligt og indbydende marked, så vi beder alle stande incl. loppestande om at medbringe bord, meget gerne en dug eller andet, og måske en buket til standen - så det hele ser max lækkert ud. Der kan efter aftale lånes et bord (alm. 6 personers ovalt havebord). Kontakt Torvedagsgruppen og kom i god tid, så der er tid til at få fat i bordet.
Læs mere om at være stadeholder herunder. Har du yderligere spørgsmål, så kontakt os via Facebook eller send en mail

Ansvar og opgaver som stadeholder

  • Kom i god tid. Du kan korttidsparkere på Kirkebakken for at læsse af og på før og efter åbningstiderne
  • Parkering - Parkér efter aflæsning væk fra ”Præstens Mark” DER ER PARKERINGSFORBUD PÅ KIRKEBAKKEN - OGSÅ AF HENSYN TIL CAFÉOMRÅDET. DER VIL BLIVE SKILTET Du kan parkere på kirkens P-plads (længst oppe), ved Vejby Forsamlingshus lige overfor eller allerbedst ved skolen (Femgårdsvej). Nogle lørdage er der bryllup eller andet i kirken med dertilhørende trafik og så er det vigtigt at give plads og passage - også for naboerne til Præstens Mark
  • Din stadeplads skal anbringes, så der er en god plads til alle – vi hjælpes ad og stiller op med respekt for, at nogle har mere behov for skygge eller læ end andre – og det skal være en god helhedsoplevelse at gå en tur mellem standene
  • Giv ind imellem en hjælpende hånd til torvedagsgruppen og de øvrige stadeholdere. Vær OBS på at hjælpe, hvis nogen må flytte standen, for at vi, der er på Torvedage, kan skabe den gode stemning, som vi alle ønsker. Vi hjælpes ad!
  • Pladsen efterlades i samme stand, som da du kom
  • Vi har ingen affaldsindsamling – du tager selv dit affald med, når du pakker ned
  • Hjælp os med at komme ud til mange ved at dele @TorvedageiVejby på Facebooks opslag, og del gerne ud af de foldere du får udleveret
  • Har du mulighed for selv at printe flyer eller hænge en A3 plakat op i dit nabolag? - så kontakt en fra Torvedagsgruppen, - så får du fil og/eller plakat.
  • Der er efter aftale åbent i Sognegården når der er Torvedage Vi kan bruge toiletter og hente vand. Køkkenet kan anvendes, men kun efter aftale med Torvedagsgruppen.(Undtagelsesvis kan der være arrangement i huset - så er der lukket - vi forsøger at melde dette ud på forhånd)
  • Menighedsrådet har stillet plastichavemøbler og parasoller til rådighed. De kan hentes i Præstegårdens garage og skal stilles tilbage efter brug VÆR FORSIGTIG NÅR DU HENTER OG SÆTTER TING PÅ PLADS. ALT SKAL SÆTTES PÅ PLADS SOM VIST PÅ DET OPHÆNGTE FOTO I GARAGEN. PAS PÅ EVT. BILER
  • Hvad gør vi når det regner? Hvis vejret er virkelig, virkelig dårligt, kan en del stande ikke deltage fordi deres varer ikke tåler regn. Vi skriver på Facebook mm, at antal af stande er meget vejrafhængigt, så det er op til dig om du kommer eller ej. En del af os har stået der i regn - det har sin charme, men klart at det også påvirker antal kunder. Men endnu har vi aldrig helt aflyst en Torvedag

Logo Torvedage i Vejby

Opstilling

Vi holder fast i den opdeling, som vi har kørt med de seneste år. Vi synes, det både giver mening og fungerer godt.
Tudi og Niels fra Byens Bedste Latte sælger kaffe mv. fra deres faciliteter på egen grund i det orange hus lige over for Præstens Mark på Kirkebakken.

Torvedagsgruppen

- er et uformelt netværk af frivillige aktive fra Vejby med god hjælp fra trofaste stadeholdere. Vi samler idéer og ønsker fra stadeholdere og sætter rammer og datoer et år ad gangen for sommerens Torvedage lørdag formiddage og supplerende markeder ved Gadekæret i Vejby forår og efterår. Det er også Torvedagsgruppen, der holder gang i markedsføring i lokale og sociale medier og med hjemmelavede skilte og foldere. Vi er fælles om at synes det er sjovt – og vigtigt – at bidrage med idéer, varer og kreativitet til liv og fællesskab i Vejby.

Kontakt og kommunikation

Al fælles kommunikation, beskeder og information mellem stadeholdere og torvedagsgruppen sker først og fremmest på e-mail gennem Googlegruppen: ”torvedage-i-vejby” Hvis du ikke allerede er på listen, så skynd dig at skriv til torvedageivejby@gmail.com eller send en besked på Torvedagens facebookgruppe: @TorvedageiVejby




Denne tekst som PDF kan hentes her:

Info til nye stadeholdere